07 Jun 2017

DHI deltager atter i år i Bornholms Folkemøde 2017

I de senere år har der været flere episoder med oversvømmelser af de danske kyster. Er det en risiko, vi må leve med, eller er der mere, vi kan gøre for at sikre os mod fremtidens oversvømmelser. Det sætter GTS-foreningen og DHI til debat på Folkemødet på Bornholm – og vi håber du har lyst til at være med! 

Følgende avisoverskrifter sætter scenen for vores folkemødedebat om oversvømmelser af de danske kyster:

”På Lærkevej i Jyllinge i Nordsjælland kæmpes der lige nu mod tiden for at holde vandet væk fra vejens huse” og ”Det er ikke første gang, at Lærkevej, der ligger ud til Roskilde Fjord, er blevet ramt af store vandmasser. For tre år siden forårsagede stormen Bodil store skader, og flere huse blev ødelagt”.

Overskrifterne fra julen 2016 (dr.dk) viser tydeligt de udfordringer, det giver, når havet skyller ind over os. Spørgsmålet er, om det en risiko, vi må leve med, eller om vi kan gøre noget for at sikre os mod fremtidens oversvømmelser?

Under denne debat spørger vi politikere, eksperter og myndigheder:

• Hvordan tackler vi udfordringen med de gentagende oversvømmelser af boliger tæt ved havet?
• Hvad kan vi gøre for at forstå og håndtere oversvømmelsesrisikoen bedre end vi gør i dag?
• Er det det en god idé at kortlægge oversvømmelsesrisikoen?
• Hvad kan vi gøre for at sikre os bedre imod oversvømmelser i dag og under et fremtidigt klima?
• Hvor mange ressourcer vil vi bruge på det? Og hvem skal betale?
• Hvem har ansvaret – er det samfundet eller boligejerne?

Ole Mark, forskningschef, DHI Danmark, vil sætte debatten i gang med et kort oplæg om de udfordringer og muligheder, vi står overfor.

Det er anden gang, at DHI deltager i Danmarks politikfestival! Folkemødet er et rigtig godt forum for god og sund dialog med vores borgere, politikere, industri og rådgivere om forskellige tiltag og aktiviteter inden for vandområdet. Og hvad er i år mere aktuelt at debattere, end hvad kan vi gøre for at håndtere de stadig stigende vandmængder, som skyller ind over os, ødelægger vores kældre, sommerhuse og afgrøder”, fortæller Ole Mark.

Mødet bliver optaget af NEP Broadcast Services. Video vil blive sat på YouTube umiddelbart efter afslutning af Folkemødet.

Så kom og vær med og deltag undervejs i afstemninger om nogle af de dilemmaer, vi som samfund står overfor, når vi skal vælge, hvordan vi bedst muligt beskytter os mod oversvømmelser.

Fakta

Debat: "Havet skyller ind over os - hvad gør vi?"
Tidspunkt: Fredag den 16. juni kl. 15:00-15:45
Sted: Plads A35 på Danchells Anlæg i ”Grib mulighederne” teltet.
Paneldeltagere: Joy Mogensen, Borgmester I Roskilde, Socialdemokratiet – Kristian Guldfeldt, byrådsmedlem i Odense Kommune, Konservativ Folkeparti – Karsten Arnbjerg-Nielsen, professor, DTU – Walther Brüsch, Geolog seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening – Mads Ecklon, kontorchef, Beredskabsstyrelsens krisestyringsenhed

Følg med og tag del
Du kan følge med i debatten på Twitter samt selv deltage i diskussionen på Twitter med #fmdkgrib og @GTSnettet.