30 Apr 2012

Klimaundervisning på DHI

DHI ønsker at udbrede kendskabet til den nyeste forskning indenfor klimatilpasning og til hvordan vi kan gardere os mod effekterne af klimaændringerne. Derfor deltog DHI i Forskningens Døgn den 20.

DHI ønsker at udbrede kendskabet til den nyeste forskning indenfor klimatilpasning og til hvordan vi kan gardere os mod effekterne af klimaændringerne. Derfor deltog DHI i Forskningens Døgn den 20. april 2012 og derfor tilbyder DHI Klimaundervisning, som kan give svar på de centrale spørgsmål om klimatilpasning. Det har være temaet for den klimaundervisning, som DHI har tilbudt 5. klasser til og med gymnasieklasser de seneste år. Et tilbud som i alt 25 skoler, 40 skoleklasser og ikke mindre end 850 elever indtil videre har takket ja til. Nu er turen kommet til – deres lærere.

”Initiativet til klimaundervisning af lærerne er kommet fra lærerne selv, som har fundet ud af, at DHI har noget helt unikt at byde på til deres undervisning. I første omgang fra en gruppe lærere tilknyttet Baltic Sea Project, en gruppe lærerstuderende og i næste omgang fra nogle fysiklærere,” fortæller Mette  Petersen, som er DHI’s koordinator for klimaundervisningen. ”Vi vil forsøge at inspirere lærerne til at gøre naturfagene mere spændende og vedkommende, hvor de benytter eksempler fra elevernes dagligdag. Lærerne kan samtidig inspirere os til at forbedre vores undervisningsform, så eleverne får størst muligt udbytte med sig hjem. Det er altså en ægte win-win-situation.”  De første 60-70  lærere har allerede besøgt DHI, og flere aftaler er på plads.

DHI’s klimaundervisning er et tilbud til alle skoler og naturfagslærere
Omdrejningspunktet i klimaundervisningen er state-of-the-art viden om det påtrængende problem for det danske samfund. Hvordan vi kan forberede os på effekterne af klimaændringerne, for eksempel at gader og veje oftere bliver oversvømmede, og kældre oftere står under vand. Det inkluderer demonstration af modeller, der simulerer oversvømmelser, tsunamier mv., ligesom et besøg i de store forsøgshaller er en del af programmet.

Lærere tilknyttet Baltic Sea Project besøger DHI's forsøgshaller

”Via tilbuddet om klimaundervisning til elever og lærere ønsker vi at udbrede kendskabet til DHI, og hvordan vores teknologi og rådgivning kan hjælpe”, fortæller Mette  Petersen. Synes du, denne klimaundervisning lyder interessant, så henvend dig til Mette  Petersen, klimaundervisning@dhigroup.com 

DHI’s tilbud gælder alle klasser fra 5. til og med gymnasiet samt folkeskole- og gymnasielærere med undervisning i naturfag.

 

Her præsenterer Jesper Fuchs, Head of Projects, DHI, et aktuelt fysisk modelforsøg for en gruppe lærere tilknyttet Baltic Sea Project