01 Nov 2011

DHI i DR2 Deadline om oversvømmelserne i Bangkok

10.000’vis af thaier er på flugt fra Bangkok på grund af de meget omfattende oversvømmelser i disse dage og landet står over for en særdeles kostbar indsats med genopbygning af det ødelagte.

JHM i DR2 10.000’vis af thaier er på flugt fra Bangkok på grund af de meget omfattende oversvømmelser i disse dage og landet står over for en særdeles kostbar indsats med genopbygning af det ødelagte. Vandet har nået beskyttelsesniveauet for Bangkok, og beredskabet til at redde befolkningen, infrastruktur og værdier er sat på en hård prøve.

Jacob Høst-Madsen, rådgivningsdirektør på DHI, blev i lørdags interviewet til DR2 Deadline sammen med Jørgen Olesen fra Århus Universitet og medlem af FN’s klimapanel. Se interviewet her, indslaget starter 1:00 minutter inde og slutter 9:19.

Hvordan kan en sådan situation forebygges

Oversvømmelserne som vi ser i disse uger i Thailand er en helt ekstrem hændelse, som har demonstreret behovet for yderligere beskyttelse og beredskab. Bangkok er beskyttet mod en 100 års hændelse hvilket ikke er et særligt højt sikkerhedsniveau for en storby. Den nuværende situation har også vist behovet for at få udbygget beredskabsplanerne for fremtidige oversvømmelser med henblik på at redde mennesker, infrastruktur og værdier, samt at få beskyttet hospitaler og andre vitale samfundsinstallationer.

Bangkok – og andre byer som risikerer store oversvømmelser - kan lære af denne situation. God planlægning er nøgleordet. Man kan for eksempel gennemgå og justere digesikkerhederne, vandreservoirerne kan styres optimalt og bidrage til at reducere oversvømmelserne, kontrollerede oversvømmelser længere opstrøms kan planlægges, og man kan ikke mindst varsle befolkningen i god tid, så de ved, hvordan de skal forholde sig og hvordan de kan forvente situationen udvikler sig.