23 Oct 2009

MapMyClimate – adfærd og konsekvenser

På det ny klimasite MapMyClimate kan man for første gang se i 2D, hvordan klimaændringerne påvirker omgivelserne.

På det ny klimasite MapMyClimate kan man for første gang se i 2D, hvordan klimaændringerne påvirker omgivelserne. Kommer der vand i kælderen, hvis klimaforandringerne ikke bremses? Hvor meget vil det regne fremover? Kan man bade eller har algerne ødelagt stranden?

Disse og en lang række andre spørgsmål kan københavnere få svar på fra den 15. oktober i år ved at klikke ind på MapMyClimate, som er en slags ”Klimaets GoogleEarth”. Ved hjælp af helt nye, interaktive 2D kort og visuelle illustrationer viser sitet konsekvenserne af klimaforandringerne for hovedstaden i første omgang, bydel for bydel.

Brugerne kan afprøve konsekvenserne af forskellige klimascenarier. Hvordan vil det f.eks. gå, hvis FNs mest pessimistiske forudsigelser bliver virkelighed? Via personlige profiler kan man også diskutere og dele ideer og adfærd med øvrige brugere.
Derudover giver MapMyClimate også anvisninger på, hvad man selv kan gøre for at nedsætte sin CO2-udledning og på, hvad det vil betyde for klimaet, hvis alle gjorde som en selv. Hvilken betydning vil det f.eks. få, hvis alle kører halv så meget i bil eller skruer ned for varmen?

”Med de nye muligheder ønsker vi at demonstrere sammenhængen mellem dig som borger og verdens miljø. Klimaændringer handler ikke kun om komplicerede, globale problemstillinger, men i høj grad også om den enkeltes dagligdag”, siger projektleder Anders Erichsen fra DHI.

Bag MapMyClimate står en række fremtrædende, danske institutioner og virksomheder, som deler en vision om at gøre klimaspørgsmålet forståeligt og vedkommende med anvendelse af de bedste data og nyeste kommunikationsværktøjer.