DHI – Institut for Vand og Miljø (DHI) udfører projektet ”Kortlægning af produkter der indeholder nanopartikler eller er baseret på nanoteknologi” for Miljøstyrelsen sammen med Institut for Miljø og Ressourcer på DTU.
Forbrugerprodukter med nanopartikler eller baseret på nanoteknologi, skal kortlægges på udvalgte områder af det danske marked: beklædning, overfladebehandling, kosmetik og transport. Det er her der er flest produkter og formodentlig mest direkte kontakt til forbrugerne. Det er primært et kortlægningsprojekt, men de sundhedsproblemer, der kan være ved brugen af produkterne, skal bringes frem og vurderes.
Nanoteknologi er udpeget til at være grundstenen i de kommende års udvikling af nye teknologier og produkter inden for bl.a. materialer, miljø og sundhed. Forskningen og udviklingen inden for nanoteknologi i Danmark er derfor i eksplosiv vækst, og nye produkter og anvendelser baseret på en nanoteknologisk platform bliver løbende lanceret. Der er kun meget begrænset fuldskala-produktion af nanopartikler til anvendelse i forbrugerprodukter i Danmark, men der importeres nanoteknologisk baserede varer primært direkte i form af færdige produkter eller til fremstilling af egne produkter.
Kortlægningen vil give et overblik over omfanget af produkter på det danske detailmarked der indeholder nanopartikler eller er baseret på nanoteknologi, samt i videst mulig udstrækning identificere hvilke produkter der med rimelighed kan forventes at forekomme på det danske marked indenfor den nærmeste årrække.
Eksempler fra det danske marked på forbrugerprodukter med nanopartikler eller nanoteknologi er overfladebehandlinger til vinduer, glas og flisegange, antigraffiticover til S-tog, smudsafvisende tekstiler og møbler, antibegroningsmidler, kosmetiske produkter og kosttilskud f.eks. solcremer og produkter med specielle miceller i nanostørrelse med indkapslet E-vitamin, A-vitamin eller Q10. På sportsområdet kan nævnes badminton- og tennisketschere der baserer sig på nanoteknologi i form af C60-molekyler, også kaldet buckyballs.
Nanoteknologi? http://da.wikipedia.org/wiki/Nanoteknologi