23 Jun 2017

Livlig debat på Bornholm Folkemøde 2017

Debatten var livlig, da DHI og GTS-foreningen inviterede til debat på Bornholm Folkemøde 2017 om nogle af de valg, som vi som samfund står overfor i forbindelse med oversvømmelser.

Hvad kan vi gøre for at forstå og håndtere oversvømmelsesrisikoen bedre, end vi gør i dag? Hvem skal betale for oversvømmelser af vores kyster – staten, kommunerne, de enkelte boligejere, forsikringsselskaberne? Er mennesker vigtigere end naturen? Dette var nogle af de emner, som panelet kom rundt om ”Grib mulighederne” totalt pakkede telt på Folkemødet.


Joy Mogensen (S), Borgmester i Roskilde, pointerede, at grundejerne ikke kan sidde alene tilbage med problemet, og at kommunerne ikke har råd til at købe grunde og boliger i oversvømmelses-risikozoner tilbage. Mens Kristian Guldfeldt (K), byrådsmedlem i Odense Kommune, argumenterede for, at grundejerne først og fremmest selv skal betale for bedre kystsikring.


Panelet inkluderede (fra venstre) Kristian Guldfeldt, politisk ordfører, byrådsmedlem i Odense Kommune, Konservativ Folkeparti, Karsten Arnbjerg-Nielsen, professor, DTU, Joy Mogensen, Borgmester i Roskilde, Socialdemokratiet, Mads Ecklon, kontorchef, Beredskabsstyrelsens krisestyringsenhed, Walther Brüsch, Geolog seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening. Ole Mark, forskningschef, DHI indledte debatten og Jørn Rasmussen, DHI, var moderator.

Ole Mark, Forskningschef på DHI, siger ”Oversvømmelsesvand er et dyrt og sundhedsskadeligt bekendtskab, som vi bør gøre mest muligt for at undgå, og det er den samlede risiko fra regn, vandløb og hav, som vi skal planlægge ud fra. Det er tvingende nødvendigt at lave kortlægning af risikoen for oversvømmelser og så forholde os bevidst til en reduktion af risikoen. Det handler både om den risiko, vi allerede oplever i dag, og den kommende forøgede risiko på udsatte steder pga. klimaændringer”.

Video vil blive udsendt som program på Ålborg TV i løbet af sommeren

"Havet skyller ind over os – hvad gør vi?”, optaget på video af  NEP Broadcast Services, vil blive udsendt på TV Ålborg (kabel TV) i løbet af sommeren og således inspirere 87.000 hustande i Ålborg Kommune til yderligere debat om oversvømmelser via havet,  kommunal kortlægning, lodsejernes ansvar versus kommunens, statens og forsikringsselskabernes rolle.