01 Jul 2015

Teknologi til danske virksomheder - GTS Performanceregnskab på gaden

I de sidste fem år har der været en stigning i GTS-nettets salg til internationale kunder på 33 %. Hvordan det bliver til gavn for dansk erhvervsliv, er en af de ting, du kan læse om i ”Performanceregnskab for GTS-net 2015” Du kan også se eksempler på DHI's aktiviteter til støtte for dansk erhvervsliv. 


Fuld fart på internationaliseringen
I år har performanceregnskabet ekstra fokus på, hvad der ligger bag udviklingen i de internationale aktiviteter, og hvordan aktiviteterne bliver til gavn for dansk erhvervsliv. Læs om, hvordan globaliseringen af viden og internationalisering af handel har gjort det nødvendigt for GTS-nettet at være internationalt orienterede for at kunne yde danske virksomheder den bedste service. 

DHI er blandt de mest internationaliserede i GTS-nettet. Vores aktiviteter til støtte for danske virksomheder er også baseret på erfaringer fra vores 30 kontorer fordelt i hele verden. Det kan du læse mere om i performanceregnskabet. 

Samarbejde med virksomheder
Bawat A/S, en dansk opstartsvirksomhed, er en af de virksomheder, der har haft gavn af samarbejdet med DHI. Bawat A/S producerer rensesystemer til ballastvand, og de skal typegodkendes, før de kan komme i produktion. 

DHI er en af de 12-14 virksomheder i verden, som FN's søfartsorganisation (IMO) har certificeret til denne opgave, og derfor har det været afgørende at få testet udstyret hos DHI, dels på grund af nærheden til testfaciliteten i Hundested og dels på grund af DHI's ekspertise, som i følge Bawat A/S er på et meget højt internationalt niveau.

Som følge af IMO-konventionen om ballastvand, som blev vedtaget i 2004, skal 60.000 - 70.000 skibe i fremtiden investere i rensesystemer, som kan koste mellem 250.000 og flere millioner dollars, afhængig af skibets størrelse. Derfor er markedspotentialet for Bawat A/S og andre virksomheder stort, men det kræver en godkendelse af produkterne, som DHI kan hjælpe med at få. 

Årets nøgletal
I performance-regnskabet finder du også en oversigt over nøgletal for GTS-nettet:
  • GTS-nettet havde 19.524 danske kunder, og af dem var de 16.729 private virksomhedskunder.
  • Den samlede omsætning var på 3,8 mia. kr. Det er en stigning på 3 % i forhold til året før (80 % er kommerciel omsætning og 20 % er FoU-midler).
  • Der var mere end 1000 samarbejdsprojekter om forskning og udvikling fordelt mellem 793 nationale projekter og 213 internationale projekter.
  • I perioden 2010-2014 har der været en stigning i den udenlandske, kommercielle omsætning på 33 %.
  • I samme periode har der været et fald i den danske, kommercielle omsætning på 5 %.

Du kan finde den samlede rapport her

Kontakt os, hvis du vil vide mere om DHI's og GTS-nettets aktiviteter.