06 Oct 2014

Deepwind – et helt nyt koncept for flydende havvindmøller på dybt vand

Sammen med vores partnere har DHI netop afsluttet Deepwind, et EU-FP7-projekt, som har haft til formål at udvikle mere effektive havvindmøller baseret på et nyt koncept og undersøge deres muligheder i den fremtidige energiforsyning.

I dag er havvindmøller baseret på teknologier tilpasset fra landbaserede møller. I Deepwind projektet følges en radikalt anderledes vej, hvor en flydende havvindmølle, der er velegnet til dybt og åbent vand, udvikles fra grunden.

Konceptet bag Deepwind-møllen er en flydende og roterende vindmølle, der drejer om en vertikal akse (en såkaldt Darreius rotor). Den har ny vingeteknologi, bedre effektomsætning og bedre kontrolsystem tilpasset åbent hav, og skal kunne fastgøres på havdybder over 100 meter. 

Projektet har i denne fase udviklet designkonceptet for en mølle i lille skala. DHI har bidraget med komplekse fysiske eksperimenter og state-of-the-art numerisk modellering omkring belastningen på strukturen. Vi har også beregnet og beskrevet betydningen af mølleskaftets rotation for energiproduktion og kræfter på strukturen. 


I dag er offshore vindenergi dobbelt så dyr at producere som landbaseret energi, og der er derfor et stort potentiale for forbedringer. Dette projekt er et vigtigt skridt henimod at skabe havvindmøller, der kan konkurrere med landbaserede på pris og effektivitet. Næste skridt er test af konceptet i skala 1:4 og senere en fuld-skala-test, som kan give udgangspunkt for en endelig vurdering af møllens omkostningseffektivitet.


Konsortiet bag projektet er koordineret af DTU Vindenergi. Derudover er der 11 partnere fra førende internationale universiteter, industrien og europæiske SMV’er så som:
  • DHI
  • Vestas
  • Vattenfall
  • DTU Mekanik
  • TU Delft
  • Institut for Energiteknik/Aalborg Universitet
  • MARINTEK
  • SINTEF Energy Research
  • Nenuphar SA
  • Statoil
  • Universita Degli Studi di Trento
  • MARIN
  • National Renewable Energy Laboratory

Deepwind projektet er blot én af DHI’s mange forskellige bestræbelser på at støtte udviklingen af offshore vindindustrien, se eventuelt http://www.dhigroup.com/areas-of-expertise/energy/offshore-wind.